De første danske OTA Solgryn går til socialt udsatte

FødevareBanken vil i løbet af november dele 15.000 pakker OTA Solgryn ud til bl.a. væresteder, krisecentre og morgenmadsklubber til folkeskoleelever. De bliver de første til at smage Solgryn produceret i Danmark i 30 år. For nu kommer produktionen tilbage til Nakskov, og det er testpakkerne, der er doneret til Fødevarebanken.

Fra december bliver OTA Solgryn igen produceret i Nakskov. Derved er produktionen tilbage, hvor den startede, men det er så længe siden, at fabrikken har skulle køre en ny pakkemaskine ind i produktionen. Hele 15.000 pakker OTA Solgryn er blevet lavet som test af havregrynene og emballagen for at være sikker på kvaliteten.

Hvad gør man så med 15.000 prøvepakker? De er blevet doneret til Fødevarebanken, og det betyder, at ikke et gryn går til spilde. Fødevarebanken er en nonprofit forening, der med frivillig arbejdskraft fordeler overskudsmad fra fødevaresektoren til sociale organisationer, som arbejder med socialt udsatte. Dermed er FødevareBanken med til at løse to store samfundsproblemer: Madspild og madfattigdom.

Ifølge direktør for Fødevarebanken Karen-Inger Thorsen falder donationen af netop havregryn på et tørt sted: ”Der er desværre stadig større grupper af socialt udsatte i Danmark, der ikke får et dagligt og nærende måltid, men vi oplever heldigvis stor velvilje fra fødevareproducenter til at donere mad af god kvalitet, der af en eller anden grund ikke skal ud i butikkerne. En af de nemmeste og mest populære måder at servere et sundt måltid er fx en skål havregrød eller havregryn. Vi er derfor meget glade for de 15.000 pakker OTA Solgryn, som skal ud at gøre gavn på bl.a. skoler og varmestuer.”

For Crispy Food Nordic, der er Danmarks største morgenmadsproducent, er partnerskabet med FødevareBanken en måde at efterleve virksomhedens fokus på socialt ansvar og mindske madspild:

”Det er nødvendigt, at vi tester vores produkter grundigt, før vi sender dem ud til forbrugerne. Nogle gange kræver det mange tests, før vi er på plads. I dette tilfælde var det især emballagen og åbningen på siden, der var en udfordring. Vi er meget glade for, at der findes en så god måde at bruge testprodukterne på. Det ville have gjort ondt at destruere 15.000 pakker havregryn af højeste kvalitet. Nu kommer de ud og gøre gavn. Partnerskabet med FødevareBanken betyder også, at overskudsvarer fra OTA Solgryn fremover vil blive til måltider i stedet for madspild.” fortæller Christian Bring, direktør for Crispy Food Nordic.

Pakkerne står klar til afhentning hos Crispy Food Nordic i Nakskov på 56 paller. Fødevarebanken vil fordele dem over hele landet. Herunder på de lokale skoler på Lolland, hvor der er morgenmadsordning til de elever, der har behov for det.